Vejledning vedrørende periimplantitis
Definition og karakteristik af periimplantitis
Periimplantitis er en betændelsessygdom i tandkød og knogle omkring et implantat, som kan være forårsaget af flere forskellige faktorer hos personer, som er genetisk disponeret for, at udvikle sygdommen.
Periimplantitis viser sig som en fordybet tandkødslomme på 6mm eller derover samt nedbrud af den knogle implantatet ellers sidder i.
Betændt tandkød er ømt og bløder ved måling tandkødslommen. I fremskredne tilfælde kan der i tillæg til blod også komme pus fra tandkødslommen omkring implantatet.
Forekomst af periimplantitis
I den videnskabelige litteratur er forekomsten af periimplantitis opgjort til at ramme cirka 9 % af alle implantater og omkring 20 % af alle personer, som har fået implantater.
Risikofaktorer for periimplantitis
- Der er mange risikofaktorer, som kan spille ind på, om man udvikler periimplantitis.
- Den vigtigste risikofaktor er forekomsten af bakteriebelægninger omkring implantatkronen.
- Rygning eller anden form for nikotinforbrug, herunder e-cigaretter, puff bars, nikotinposer, snus og vandpibe, medfører et mere destruktivt inflammatorisk respons og dermed øget knoglenedbrydning. Rygning forsinker desuden helingsprocesser og har derfor en negativ indvirkning på prognosen for behandlingen af periimplantitis. Af den grund anbefaler vi altid rygestop i forbindelse med behandling af tandkødsbetændelse omkring både tænder og implantater. Ønsker du hjælp til rygestop, kan du kontakte stoplinien.dk eller spørge på dit lokale apotek.
- Mængden af fastbundet tandkød omkring implantatkronen har afgørende betydning for, om implantatet i knoglen er tilstrækkeligt beskyttet mod mekaniske påvirkninger fra eksempelvis tandbørstning og bakterier i mundhulen. Under optimale forhold er der minimum 2 mm fastbundet tandkød hele vejen rundt om implantatet.
- Medicinsk sygdom, herunder særligt dårligt reguleret diabetes, udgør en risikofaktor for udvikling af periimplantitis. Diabetes har desuden en negativ indvirkning på prognosen for behandlingen.
- Uhensigtsmæssigt tilpassede komponenter eller anvendelse af uoriginale dele kan ligeledes øge risikoen. Implantatet er forbundet til kronen via et abutment, og udformningen heraf har betydning for, om implantatet i knoglen skærmes tilstrækkeligt mod bakterier i mundhulen.
- Det materiale, som grænser direkte op mod tandkødet, er ikke uvæsentligt. Tandkød binder bedre til titanium og zirkonium end til porcelæn, guld og krom/kobolt-legeringer. Derfor anbefales det, at abutments udformes i enten titanium eller zirkonium.
Overskydende cement fra cementering af implantatkroner kan ligeledes medføre periimplantitis. Ikke alle implantatkroner er cementerede, og vi anbefaler, hvor det er muligt, at implantatkroner er skrueretinerede, dvs. fastgjort til implantatet med skrue.
Behandlingsmuligheder ved periimplantitis
Periimplantitis er ikke en infektionssygdom og kan derfor ikke behandles med antibiotika.
Behandling af periimplantitis er et samarbejde mellem dig og os som behandlere. Daglig tandbørstning og grundig renholdelse i mellemrummene er derfor lige så vigtige elementer i behandlingen som den behandling, der udføres på klinikken.
Behandlingen sigter i første omgang mod at eliminere bakteriebelægninger (plak og tandsten) omkring implantatkronen. Det er derfor vigtigt, at du dagligt anvender både elektrisk tandbørste og mellemrumsbørster omkring implantatet. Ved korrekt brug forhindres dannelsen af nye bakteriebelægninger.
For at opnå maksimal effekt af den parodontalkirurgiske behandling er det afgørende, at mængden af bakteriebelægninger på tænder og implantater (plak) er under 20 %.
Behandlingen af periimplantitis hos Specialtandlægerne i Bredgade foregår som et tværfagligt samarbejde mellem tandlæge Christian Damgaard, vores tandplejere og dig. Det er Christian Damgaard, som i samråd med dig planlægger behandlingsforløbet og udfører den parodontalkirurgiske behandling.
Forud for den kirurgiske behandling vil vores tandplejere måle mængden af bakteriebelægninger ved indfarvning af plak. Derudover registreres dybden af tandkødslommerne, og du instrueres i optimal brug af tandbørste og mellemrumsbørster.
Hvis mængden af bakteriebelægninger overstiger 20 %, gennemføres et intensivt hygiejneforløb med henblik på at reducere mængden til under 20 %. Dette giver de bedste forudsætninger for parodontalkirurgi og den efterfølgende helingsproces. Sideløbende forventes det, at du fortsat går til almindelige tandeftersyn hos egen tandlæge eller tandplejer.
I tilfælde, hvor der fortsat er en fordybet tandkødslomme på 6 mm eller derover trods god mundhygiejne, er der indikation for kirurgisk behandling af periimplantitis.
Den kirurgiske behandling, også kaldet parodontalkirurgi, har til formål at skabe overblik over knogletabet og eventuelle lokale risikofaktorer, at opnå adgang til implantatoverfladen med henblik på rensning samt at korrigere uhensigtsmæssige forløb af tandkødet omkring implantatet.
I visse tilfælde kan det efter rensning af implantatoverfladen være muligt at genopbygge den tabte knogle ved hjælp af kunstig knogle eller en 50/50-blanding af kunstig knogle og egen knogle høstet i området.
Knogleopbygning forudsætter, at der kan tilføres knoglemarvsceller til det opbyggede område, at der er flere knoglevægge omkring implantatet, samt at knoglepartiklerne stabiliseres med en membran, inden området lukkes pænt sammen.
Fordelen ved knogleopbygning er, at tandkødets anatomi i højere grad kan bevares, og at dybden af tandkødslommen reduceres. I helingsperioden kan der forekomme afstødning af mindre knoglepartikler gennem tandkødslommen, hvilket imødekommes ved at anvende en lidt større mængde knoglemateriale end strengt nødvendigt.
Hvis ovenstående forudsætninger ikke kan opfyldes, vil behandlingen i stedet bestå i rensning af implantatoverfladen efterfulgt af lukning af området. Denne behandling vil ofte medføre, at tandkødet i helingsperioden trækker sig tilbage i takt med, at tandkødslommerne reduceres.
Det postoperative forløb hos Specialtandlægerne i Bredgade
Prognosen for parodontalkirurgi afhænger i høj grad af, at operationsområdet ikke forstyrres unødigt i tiden umiddelbart efter operationen. Derfor skal man undlade at børste i området, så længe der er suturer.
De suturer, vi anvender, er selvopløselige. De bliver typisk møre efter 2–3 uger, men allerede 10 dage efter operationen har tandkødet opnået normal styrke, hvorefter trådene kan undværes. Du er derfor velkommen til selv at fjerne en generende tråd, når der er gået 10 dage siden operationen.
Det er vigtigt at anvende 0,12 % klorhexidin mundskyl to gange dagligt uden tandbørstning i området i 14 dage. Herefter kan almindelig tandbørstning med elektrisk tandbørste og mellemrumsbørster genoptages. Klorhexidin mundskyl forhindrer dannelse af bakteriebelægninger i helingsperioden.
Vi indkalder til første kontrol 4–6 uger efter operationen for at sikre, at helingen forløber planmæssigt og for at give instruktion i korrekte størrelser af mellemrumsbørster. Denne kontrol koster 395 kroner.
Anden kontrol finder sted 2–3 måneder senere, hvor vi sikrer, at mundhygiejnen er tilstrækkelig god til, at helingen kan fortsætte som planlagt. I forbindelse med denne kontrol tages der et røntgenbillede af implantatet. Denne kontrol koster 395 kroner plus udgiften til røntgenbilledet.
Tredje kontrol gennemføres, når der er gået 6 måneder siden operationen. Her vurderes effekten af behandlingen ved måling af tandkødslommerne omkring implantatet. Denne kontrol koster 395 kroner plus udgiften til røntgenbilledet.
I tilfælde, hvor mængden af bakteriebelægninger indledningsvist oversteg 20 %, aftales et individuelt kontrolforløb for mundhygiejnen.
Når der er gået 12 måneder, forventer vi, at behandlingsforløbet hos os kan afsluttes, og at du kan vende tilbage til egen tandlæge eller tandplejer.
Din egen tandlæge eller tandplejer må tidligst foretage tandrensning og måling af tandkødslommer omkring implantatet, når der er gået 6 måneder siden operationen.
Vi sender altid kopi af journalen til din tandlæge eller tandplejer, både når behandlingsplanen er lagt, og når du er færdigbehandlet, så de er orienteret.
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte klinikken.
Specialtandlægerne i Bredgade I/S
Bredgade 29, 4.
1260 København K
info@bredgade.dk